Sæbe-, oliven- og ouzoproduktionen gjorde Plomari til en driftig handelsby omkring århundredeskiftet. Tilsejlingsmulighederne var gode og de store, i dag forladte fabrikker langs floden fortæller på sin egen måde om den tid, hvor byen pulsede tydeligere end den gør i dag. Store satsninger blev til fornemme huse, store fabrikker og Plomari fik sin storhedstid i 20.erne, hvor de stejle syd- og vestvendte skråninger omkring den dengang vandfyldte flod blev bebygget til den sammensatte, charmerende terrasserede by, vi kender i dag.
På byens spisesteder tilberedes klassiske græske retter, med masser af frisk fisk og øens landbrugsprodukter. Retter som Psarósoupa (fiskesuppe), Tónnos psitós og salater som limniótiki (kartoffel), Fáve og Agkinárres a la polita, er fantastiske. Selv retsinaen smager godt i Plomari. Og ouzoen fås ikke bedre. Flere og flere bønder omlægger til økologisk produktion og næsten hvert år tildeles en producent i Plomari regionen en guldmedalje for årets bedste olivenolie.
Plomari er en by til sandaler. Man går, man hilser, man kender sine steder. Alt ligger indenfor rækkevidde, snedkeren ligger på torvet, sadelmageren på hjørnet, trælasten over floden, smutveje, smalle passager, gyder og gårdsrum binder det hele sammen i en livlig organisme, der kravler op ad skråningerne, hilser pænt på solnedgangen og sikrer fantastiske udsigter til det Ægæiske Hav.
Plomari byder i alle henseender velkommen til den besøgende af venlige, imødekommende mennesker, der taler højt, fægter i alle retninger, og gerne kører på knallert. Der landes friske fisk hver dag, og der handles grønt fra ladvognen fra egnens mange bønder. Der drikkes uendelige mængder af kaffe og ouzo på de mange kaffeer og man viser sit fineste tøj frem om søndagen, når der promeneres langs havnefronten.
Det hele er indrammet af en storlået bjergmassiv, der sætter sine naturlige grænser for yderligere byvækst og selvom Plomari er opdaget af turisterne, er det dejligt at opleve en by, der står på egne ben.
Vil man roen kan vi kun invitere til de mange gåture som stedet byder på. På få minutter er man 'på landet' og fra toppen af bjerget bag byen findes der de mest bedårende udsigter.
Det er ikke julen, men påsken, der er den største religiøse fest i Grækenland. I Plomari samles familierne i optog, til gudstjenster og til fest over de traditionelle påskemåltider. Påskelam tilberedes i åbne gadekøkkener. Højdepunktet er midnatsmessen påskelørdag i Sankt Nicolas, der afsluttes med at man tænder levende lys - fra en 'velsignet' flamme, der bringes håndholdt hjem til familen og til den overdådige familiemiddag. Gaderummene er fuldstændig tomme, den nat, men der er lys i vinduerne.
Bemærk, at der kun er hvert fjerde år, at den græske påske og pinse er sammenfaldende med den danske, nemlig i .(2014, 2018, 2022 osv) i 2015 er højtiderne forskudt een uge (senere) i forhold den danske. I 2016 med to uger osv.
Er man så heldig at være i Plomari i de græske påskedage, gælder det om at holde sig tæt til Magarita. Hun ved alt om hvor og hvornår der på skift afholdes de meget hyggelige gudstjenester i de små kirker i bjergene.Det er en betagende oplevelse at sætte sig på bænken, drikke den lokalt producerede altervin, spise brød og opleve kirkerummet som landsbyernes festlige forsamlingsrum.
Er man ikke til krudt og slam Nytårsaften, er det en lise at tage til grækenland. Der er helt stille.
Er man i Plomari Hellig Trekonger skal man opleve at præsten efter gudstjenesten, omkring kl. 11:00 bærer de hellige skrifter ned til Havnen og fra en primitiv talerstol synger sine bønner ud over de mange forsamlede. Pludselig kaster han et stort messingkors ud i havnebassinet, der selvfølgelig straks går til bunds. 5-6 udvalgte ortodokse herrer i bar overkrop står parat og den, der først finder korset på bunden, (der er dybt!) får lov til at samle penge ind i en stor hat. Igen i år var det kioskejeren på torvet, der var den heldige. mere græsk katolsk blir' det ikke.