Plomari er en smuk terrasseret by på sydkysten af Lesvos med smalle stræder og karakterfulde byrum direkte ud til det Ægæiske Hav. En lille times køretur fra lufthavnen i Mytilini.

Plomari er let at orientere sig i. Alt findes indenfor gåafstand: bagere, fiskehandler, købmand, grønthandler, isenkræmmer - flere af hver slags. Der landes og sælges frisk fisk hver eneste dag, friske grøntsager og krydderurter bugner i flere forretninger. Fra det omkringliggende, frodige bondeland kommer bønderne ned til byen og sælger direkte fra ladvognen. Du får Grækenlands bedste olivenolie i Plomari og verdens fineste Ouzo.

Fåre- og gedeyoughurten i den lyseblå butik fås ikke bedre noget andet sted, vi kender. Og i nabobutikken køber du valnødder i løs vægt. Plomari kan godt lide turister, men er heldigvis ikke afhængig af dem. Byen fungerer hele året også udenfor sæsonen. På Platanos (byens hjerte, torvet med det gamle platantræ) og langs havnepromenaden findes et væld af restauranter og barer. Du risikerer at møde andre danskere på alle tider af året. Mange af dem er arkitekter - så er du advaret!

Er man til akvarelmaling, er denne selvgroede by på sydkysten en perle. Der findes vidunderlige gåture til nærliggende landsbyer i bjergene. Der er tårnugler, mursejlere, de fineste kirkerum og få myg. Og der kommunikeres højlydt og hjerteligt i gaderummet. Der er 5 minutter til bystranden og på 20 minutter er du ude på Melinda - stranden, som med rette kaldes for verdens ende af de lokale.

Plomari har skadestue med døgnvagt. Og døgnbemandet Politi- og Brandstation. Der er lav kriminalitet eller næsten ingen. Man husker dog - især for eget velbefindende - at låse hoveddøren, når man går i byen. Og i byen går man gerne for at få den sidste varme fra brostenene, eller for at se byens stemningsfulde lyssætning, når mørket falder på. Man kan trygt færdes overalt og det hører sig til, at man hilser pænt på dem man møder på sin vej. Også selvom man ikke kender dem. På flere måder er verden både meget stor og meget lille i Plomari.

Alle Kaptajnens huse ligger i byens centrum. Deres beliggenhed er vist på fotoet nedenfor.

Kaptajnens Hus og Smedien er markeret med hhv rødt og sort og ligger tæt på Platanos. Smedien ligger direkte ud til floden. Strygejernet ligger lidt højere i byen på den sydvendte skråning med udsigt udover Det  Ægæiske Hav og er markeret med blåt. Panoramabilledet er taget fra kirketoppen i Østbyen. Floden er tørlagt om sommeren, men anes som et frodigt, grønt bånd gennem byen. Den langstrakte gule bygning th. i billedet er en gl. sæbefabrik, som i dag er indrettet til kulturhus og museum.