Strygejernet - eller jernet - som vi bare kalder det - er et fritliggende stenhus i 2½ etage bygget omkring 1918. Det har tegltag, klassiske høje vinduer og en stor sydvendt balkon med en storslået udsigt. Lokaliteten er ugenert og stille. Det beskedne hus har veldisponerede planer omkring en fin, indeliggende trappe, der giver adgang til smukke, kalkede rum med et vidunderligt dagslys.
Strygejernet byder på 7 sovepladser fordelt på fire seperate soverum.
Vi har sat det lille hus grundigt og nænsomt i stand og det fremstår lyst og venligt med et nyt køkken og nyt bad og toilet med gulvvarme og vaskemaskine. Det hyggelige køkken har åbent ildsted og plads til 8 spisende gæster. I 2016 blev der lagt nyt tegltag. I nederste etage findes et fint, hvidkalket arbejdsrum med gulvvarme og direkte adgang til forarealet mod syd. Rummet er indrettet med en sovemulighed.
Vandet kan drikkes fra hanen og det varme brugsvand kommer fra en nyinstalleret 160 l solfanger. Afløbet er dimensioneret til toiletpapir. Alle soverum har kalkede vægge med malede træpaneler og - lofter. Trægulve er ludbehandlede. På den store, overdækkede sydvendte balkon, kan man sove udendørs i de varme nætter. Der er en vild flot udsigt udover byen og havnen. Tyrkiet anes i det fjerne og stjernehimlen i Grækenland er magisk.
Til huset hører et charmerende, delvist overdækket forareal med et appelsintræ, et citrontræ, et par oliventræer i store krukker og en frodig vestvendt urtehave med timian, salvie og basilikum og en vin. Det er Zaklins husbond Dimitris, der passer det grønne.
Vi tør godt kalde jernet for en lille perle.